Ejeraftalen – hvorfor er den vigtig?

Hvis dit selskab har flere ejere, er det en god idé at få udarbejdet en ejeraftale. Ejeraftalen skaber nemlig klare rammer for samarbejdet og mindsker risikoen for fremtidige konflikter. I denne artikel kan du blive klogere på hvad en ejeraftale er, hvorfor den er vigtig at få lavet, og hvad den bør indeholde.

Hvad er en ejeraftale?

En ejeraftale, også kaldet anpartshaveroverenskomst eller aktionæroverenskomst, er en aftale mellem ejerne af et selskab.

Formålet med ejeraftalen er at beskrive de aftaler og retningslinjer, som selskabets ejere er blevet enige om, når det kommer til selskabets drift. Typisk vil en ejeraftale også indeholde en beskrivelse af en række andre forhold, lige fra beslutningsprocesserne i selskabet og til, hvordan ejerandele håndteres ved en ejers udtræden eller død.

Da en ejeraftale først og fremmest har til formål at reducere risikoen for konflikter mellem ejerne, er det en god idé at få udarbejdet ejeraftalen inden tvisterne opstår. Ejeraftalen bør derfor udarbejdes allerede ved selskabets start eller på det tidspunkt, hvor selskabet går fra at have en ejer til at være ejet af flere.

Hvad bør en ejeraftale indeholde?

Indholdet af ejeraftalen vil afhænge af antallet af ejere og selskabets branche. Det vigtigste er, at den forudser mulige konflikter, så ejerne undgår situationer, hvor de ikke kan træffe beslutninger, eller selskabets drift påvirkes negativt.

Her er nogle forslag til, hvad ejeraftalen bør dække:

Baggrund og formål

Det kan være hensigtsmæssigt at beskrive formålet med ejeraftalen. Det sikrer nemlig, at ejerne altid kan vende tilbage til de oprindelige tanker bag aftalen og årsagen til at selskabet overhovedet blev startet. I tilfælde af uenigheder mellem ejerne kan det være et godt fortolkningsbidrag, når der skal findes en løsning på konflikten.

I dette afsnit kan også indgå en beskrivelse af ejernes planer for selskabet. Er det for eksempel blevet oprettet med det formål at arbejde henimod et senere salg af selskabet, så vil dette være en væsentlig faktor ved fortolkningen af ejeraftalen.

Selskabets kapitalgrundlag

Ethvert selskab er afhængigt af tilstrækkelig kapital for at opretholde driften. I ejeraftalen bør der derfor være en beskrivelse af selskabets finansielle grundlag. Dette omfatter overvejelser om, hvorvidt ejerne forventes at bidrage til yderligere finansiering gennem kapitalindskud eller ved at stille sikkerhed på selskabets vegne, men også om ejerne skal have ret til at bruge deres ejerandel til sikkerhed for personlig gæld.

Ledelse og beslutningsret

For ethvert selskab er det afgørende, at beslutningsprocesserne omkring selskabets drift er effektive. Derfor bør ejeraftalen indeholde en omhyggelig beskrivelse af, hvem der har beføjelse til at træffe beslutninger i selskabet, og eventuelt de procedurer, der skal følges ved beslutningstagning. Hvis ledelsen består af flere medlemmer, kan det være relevant at fordele ansvarsområderne, så hvert medlem har ansvaret for specifikke områder.

Der kan også opstå situationer, som har så stor indvirkning på selskabet, at alle ejere bør være enige inden der træffes en beslutning. Ejeraftalen bør derfor også indeholde en detaljeret beskrivelse af, hvilke konkrete beslutninger, der kræver enighed blandt alle eller flertallet af ejerne. I tilfælde af uenigheder eller ”deadlock” kan ejeraftalen beskrive processen for at løse konflikten og sikre, at ejerne kommer bedst muligt videre uden unødig forsinkelse.

Arbejdsindsats

Ejerne i et selskab yder ofte en arbejdsindsats til gavn for selskabet, og det kan derfor let blive en kilde til konflikter, hvis der er ubalance i den arbejdsindsats, som ejerne hver især bidrager med.

Ejeraftalen kan spille en afgørende rolle i at fastlægge retningslinjerne for arbejdsindsatsen. Det kan omfatte specifikke krav, såsom et fast timeantal, men det kan også omfatte ejernes ret til at påtage sig andre hverv eller bijobs, mens de er ejere i selskabet.

Forkøbsret og køberet

Når en ejer overvejer at sælge eller overdrage sin ejerandel, kan det være en fordel at fastsætte en forkøbsret, hvor de øvrige ejere har førsteret til at købe den pågældende ejerandel. Det kan især være en fordel, hvis den eksisterende ejerkreds ikke ønsker at drive selskabet videre med en fremmed.

Det er også relevant at regulere, hvordan de andre ejere får ret til at købe en ejerandel i tilfælde af specifikke begivenheder i en ejers liv. Det kan for eksempel være tilfælde, hvor en ejer bliver alvorligt syg og ikke længere kan deltage i driften af selskabet, en ejer bliver separeret eller skilt fra sin ægtefælle uden at have oprettet en ægtepagt, eller hvis en ejer afgår ved døden.

Personlige forpligtelser

Begivenheder i en ejers personlige liv kan have betydelige konsekvenser for de andre ejere, og derfor bør ejeraftalen indeholde en række forpligtelser for ejerne af ren privat karakter.

For eksempel er det afgørende, at ejeraftalen klart definerer, hvordan den gifte ejer skal håndtere sit ægteskab. Dette kan inkludere krav om oprettelse af ægtepagt for at sikre, at ejerandelen ikke indgår i en bodeling i tilfælde af skilsmisse med ejerens ægtefælle.

Derudover kan det være relevant at overveje, om ejerne bør oprette testamenter til fordel for hinanden for at forhindre, at ejerens arvinger bliver en del af ejerkredsen.

Medsalgsret og medsalgspligt

Når ejerkredsen består af flere personer med varierende ejerandele, er det relevant at overveje, hvorvidt ejeraftalen skal indeholde en bestemmelse om såkaldt medsalgsret og medsalgspligt.

Medsalgsretten er en form for salgsret, der sikrer, at de andre medejere har ret til at medsælge deres ejerandel, hvis en vis procentdel af selskabet sælges til en ekstern køber. På tilsvarende vis sikrer medsalgspligten, at minoritetsejere kan pålægges at sælge deres ejerandel, hvis flertallet af de resterende ejere ønsker at afhænde hele virksomheden til en ekstern køber.

Udbetaling af udbytte

Da de fleste selskaber har økonomisk gevinst som mål, kan størrelsen af udbytteudlodninger fra selskabet skabe uenighed blandt ejerne.

Ejeraftalen kan på dette punkt sikre klarhed omkring størrelsen af udbytteudlodninger fra selskaber. Især i opstartsfasen, hvor der ofte vil være behov for at konsolidere selskabet via reinvesteringer, kan ejeraftalen fastlægge et loft for udbytteudlodningerne.

Værdiansættelse af ejerandelen

Når en ejer ønsker at sælge sin ejerandel til de øvrige ejere, eller hvis en ejer tvinges til at afstå sin andel af selskabet, er det afgørende, at der er klare retningslinjer for, hvordan værdien af ejerandelen fastlægges.

Typisk vil det være specificeret i ejeraftalen, at værdiansættelsen skal udføres af selskabets revisor, og der fastsættes tydelige retningslinjer for, hvordan revisoren skal vurdere ejerandelen, herunder om goodwill skal inddrages i prisfastsættelsen og andre relevante faktorer.

Ofte vil der også være en regulering af den situation, hvor en ejer, typisk den udtrædende ejer, ikke er enig i den værdiansættelse, som selskabets revisor har foretaget. Her kan ejeraftalen sikre, at ejeren kan anmode om en alternativ værdiansættelse fra en anden revisor eller via revisors brancheorganisation.

Misligholdelse af ejeraftalen

Hvis en ejer undlader at overholde de aftaler, der er indgået i ejeraftalen, vil der typisk være tale om misligholdelse.

En bestemmelse om misligholdelse har primært til formål at forebygge, at en ejer overhovedet kommer i en situation med misligholdelse, men den tjener samtidig til at fastsætte en passende ”straf” for en ejer, der ikke er villig til at overholde de spilleregler, som ejerkredsen er blevet enige om.

I mange tilfælde vil en bestemmelse om misligholdelse betyde, at den misligholdende ejer forpligtes til at betale erstatning og en såkaldt konventionalbod til de øvrige ejere. Alternativt kan der blive tale om et tvangssalg af den misligholdende ejers andel af selskabet til en lav værdi.

Kunde- og konkurrenceklausul

I brancher med stor konkurrence kan det være en god idé at have en kunde- og konkurrenceklausul med i ejeraftalen for at beskytte selskabets interesser.

Disse klausuler har til formål at begrænse en udtrædende ejers mulighed for at starte en konkurrerende virksomhed inden for et specifikt tidsrum eller geografisk område. Samtidig kan de forhindre den udtrædende ejer i at kontakte selskabets kunder, leverandører og andre samarbejdspartnere.

Løsning af tvister

En ejeraftale kan sjældent forudse alle situationer, og derfor er der en vis sandsynlighed for, at ejerne kommer til at stå i en situation, hvor de skal løse en uoverensstemmelse, som ikke er reguleret i ejeraftalen.

Ejeraftalen kan i disse tilfælde bidrage til at forpligte parterne til at indgå i forhandlinger med hinanden og med at fastlægge scenen for løsningen eventuelle konflikter. Typisk vil det være en fordel at konflikten løses med bistand fra en voldgiftsdommer, da det ofte ikke er i selskabets interesse at tvisten afgøres i en offentlig retssag ved de almindelige domstole.

En ejeraftale kræver omtanke

Alle selskaber er unikke og det kræver derfor omtanke at udarbejde en ejeraftale, der tager højde for de udfordringer, der gør sig gældende for det enkelte selskab og den enkelte kreds af ejere. Processen med at indgå en ejeraftale er ofte omfattende, hvor det er afgørende at finde den rette balance mellem magt og indflydelse.

Det kan tage lang tid for ejerne at nå til enighed om indholdet af ejeraftalen, og derfor kan det være en god investering at inddrage en advokat i processen. En erfaren advokat kan bidrage til at sikre, at der objektivt tages højde for både selskabets og ejernes individuelle interesser samt relevant lovgivning inden for selskabets branche.

Advokatfirmaet Wolff har omfattende erfaring med at rådgive om og udarbejde ejeraftaler for både små og store selskaber. Har I spørgsmål til om en ejeraftale kunne være den rette løsning for jeres ejerkreds, eller har I brug for hjælp til at udarbejde en ejeraftale for jeres selskab, så er I velkomne til at kontakte os for en uforpligtende samtale om, hvordan vi kan hjælpe jer videre.

Udlodning af ordinært udbytte

Sæsonen for de ordinære generalforsamlinger er godt i gang, og mange kapitalejere gør sig derfor tanker om udlodning af et ordinært udbytte fra selskabet. Men hvordan er reglerne nu for udlodning af ordinært udbytte? Det kan du blive klogere på i denne artikel.

Hvad er udlodning af ordinært udbytte?

Udlodning af udbytte betyder, at selskabet har besluttet at udbetale et beløb til selskabets ejere. Udbyttet udgør en del af selskabets overskud, og det er derfor overskuddet, som ejerne får andel i.

Udlodning af ordinært udbytte er den mest almindelige form for udbytteudlodning. Det skyldes først og fremmest, at der træffes beslutning om udlodning af ordinært udbytte i forbindelse med afholdelsen af den ordinære generalforsamling i selskabet, hvor også selskabets årsrapport skal godkendes.

Udbyttet vil blive fordelt blandt selskabets ejere i forhold til ejernes andel af selskabet. Er der for eksempel to ejere i selskaber, som hver ejer 50 % af selskabskapitalen, så vil de to ejere hver modtage halvdelen af det samlede beløb, der udloddes.

Hvilke krav skal være opfyldt før der kan udloddes ordinært udbytte?

Da en beslutning om udlodning af ordinært udbytte træffes af generalforsamlingen, skal der lovligt være indkaldt og afholdt en ordinær generalforsamling i selskabet.

Det er selskabets centrale ledelsesorgan, der skal indkalde kapitalejerne til generalforsamlingen. I anpartsselskaber vil det ofte være direktøren, der indkalder til generalforsamlingen, mens det i aktieselskaber som regel vil være op til bestyrelsen at sørge for indkaldelsen.

I indkaldelsen skal blandt andet være angivet en dagsorden for generalforsamlingen, hvor et af punkterne skal vedrøre en beslutning om anvendelse af selskabets overskud. Punktet skal være ledsaget af et konkret forslag til størrelsen af udbyttet, og forslaget kan være stillet af både det centrale ledelsesorgan og af kapitalejerne.

Det er ikke muligt for generalforsamlingen at træffe beslutning om et højere udbytte end det, som forslaget lægger op til, eller som på forhånd er blevet godkendt af selskabets centrale ledelsesorgan.

Hvis kravene ikke er opfyldt, skal et eventuelt udloddet udbytte tilbagebetales til selskabet med tillæg af renter. Kapitalejerne kan dog senere vælge at afholde en ny (ekstraordinær) generalforsamling, hvor dagsordenen indeholder et forslag om udlodning af et (ekstraordinært) udbytte. Det kræver dog, at selskabet har aflagt sin første årsrapport.

Kun frie reserver kan anvendes

Ifølge selskabsloven kan der kun anvendes frie reserver til udlodning af ordinært udbytte.

Med ”frie reserver” forstås beløb, som i selskabets senest godkendte årsregnskab er opført som overført overskud, og reserver, som ikke er bundet i henhold til lov eller selskabets vedtægter med fradrag af et eventuelt overført underskud. Bundne reserver omfatter for eksempel selskabskapitalen.

Hvor stort kan udbyttet være?

Der er ikke nogen fast grænse for, hvor stort et ordinært udbytte kan være. Det afhænger først og fremmest af størrelsen på det overskud, som selskabet har genereret i det forgangne år.

En udbytteudlodning må imidlertid ikke være til skade for selskabet, og det er det centrale ledelsesorgan, der skal sikre, at selskabet uanset udbytteudlodningen har et forsvarligt kapitalberedskab. Det indebærer blandt andet, at det centrale ledelsesorgan skal sikre, at selskabet altid skal have tilstrækkelige midler i forhold til selskabets drift, og at selskabet altid skal kunne betale sine forpligtelser i takt med at de forfalder.

Hvis der udbetales et udbytte fra selskabet, som er uforsvarligt henset til selskabets kapitalberedskab eller kreditorer, kan det centrale ledelsesorgan efter omstændighederne ifalde et erstatningsansvar.

Husk udbytteskatten

Udbytteskat er den skat, som kapitalejerne skal betale af det udbytte, som udloddes fra selskabet uanset om der er tale om et ordinært udbytte eller et ekstraordinært udbytte.

Der kan være forskel på størrelsen af den udbytteskat, som kapitalejerne skal betale af udbyttet. Sker udbytteudlodningen for eksempel til et holdingselskab, som ejer 10 % eller mere af selskabskapitalen, vil skatteprocenten være på 0 %, mens udbytteskatten for fysiske personer kan variere fra 27 % til 42 % alt efter størrelsen af udbyttet og den pågældendes øvrige aktieindkomst.

Selskabet skal sørge for at indberette oplysninger om blandt andet udbyttemodtagerne og størrelsen på udbyttet til Skattestyrelsen.

Har du brug for hjælp?

Har du spørgsmål til reglerne om udlodning af ordinært udbytte eller behov for hjælp til at udfærdige de nødvendige dokumenter, er du velkommen til at kontakte os for nærmere rådgivning.

Skatteforbehold

Når man overdrager aktiver mellem familiemedlemmer eller selskaber med samme ejerkreds, skal overdragelsessummen som udgangspunkt svare til markedsværdien. Hvis overdragelsessummen ikke svarer til markedsværdien, kan man risikere at få en regning fra skattemyndighederne. I denne artikel kan du blive klogere på, hvorfor et skatteforbehold kan være et nyttigt redskab, når der overdrages aktiver mellem interesseforbundne parter.

Hvad er interesseforbundne parter?

Personer, som kender hinanden, kalder man i skattemæssig henseende ofte for interesseforbundne parter. Det samme gælder selskaber, som er en del af den samme koncern, eller hvor der er en relation mellem ejerne eller ledelsesmedlemmerne, som ikke kun er forretningsmæssig.

Det er svært at komme med en nærmere beskrivelse af, hvornår man kan betragtes som interesseforbundne. Det afgørende vil typisk være, at relationen indebærer en risiko for, at parterne ikke har de samme modstridende interesser i forhold til størrelsen på købesummen eller andre vilkår, som det ville være tilfældet med handler mellem personer, der slet ikke kender hinanden.

Følgende relationer vil dog typisk kunne betragtes som et interessefællesskab:

• Familiemedlemmer
• Hovedaktionærer og deres selskaber
• Selskaber i samme koncern
• Selskaber med samme ejerkreds
• Selskaber med samme ledelse

Krav om markedsværdi

Når der handles på det frie marked mellem parter, der ikke kender hinanden, vil der normalt ikke være noget skattemæssigt at anfægte i forhold til de vilkår, som parterne er blevet enige om. Sælgeren vil nemlig typisk have en interesse i at få den højst mulige pris for den genstand, der handles, mens køberen gerne vil opnå så lav en pris som muligt. Den pris og de vilkår, som parterne er blevet enige om, vil herefter være udtryk for markedsværdien.

Finder handlen derimod sted mellem interesseforbundne parter, vil der ofte ikke være de samme modstridende interesser i forhold til købesummens størrelse. Er der for eksempel tale om en handel mellem to selskaber med samme ejerkreds, vil der typisk være en gensidig interesse i at købesummen skal være lav.

Skattemæssigt er det derfor et krav, at aktiver, der handles mellem interesseforbundne parter, skal værdiansættes til deres markedsværdi. Da det ofte ikke er nemt at finde frem til markedsværdien af et aktiv, som ikke er handlet på et frit marked, har skattemyndighederne udstedt nogle vejledende hjælperegler, som kan anvendes.

Hvis skattemyndighederne ikke mener, at der er handlet til markedsværdien, er der risiko for, at der foretages en skattemæssig korrektion af den værdiansættelse, som parterne har lagt til grund. Det kan efter omstændighederne udløse en skatteregning til køberen, der har fået genstanden for billigt, ligesom sælgeren risikerer at blive beskattet af en fiktiv avance for selvsamme aktiv.

Et skatteforbehold kan være nyttigt

Hvis man er i tvivl om hvorvidt værdiansættelsen af en genstand svarer til markedsværdien, kan man anmode Skatterådet om et bindende svar mod betaling af et gebyr. Da sagsbehandlingstiden imidlertid kan være lang, kan det i nogen tilfælde bedre betale sig, at aftalen indgås med et skatteforbehold.

Et skatteforbehold er en aftale mellem parterne om, at overdragelsen skal være betinget af, at den får de skattemæssige virkninger, som parterne havde regnet med. Hvis skattemyndighederne tillægger overdragelsen en anden skattemæssig virkning, så indebærer skatteforbeholdet, at aftalen bortfalder eller får et andet indhold. Et andet indhold kunne for eksempel være, at købesummen forhøjes til det, som skattemyndighederne mener er den rette, og at køber betaler forhøjelsen ved kontant betaling eller ved udstedelse af et gældsbrev.

For at skatteforbeholdet anerkendes af skattemyndighederne skal det opfylde en række betingelser:

• For det første skal skatteforbeholdet være klart, skriftligt og oplyst over for skattemyndighederne senest samtidig med, at skattemyndighederne oplyses om overdragelsen. Det betyder blandt andet, at et skatteforbehold ikke kan indgås mundtligt.
• For det andet skal skatteforbeholdet være aftalt senest samtidig med aftalen om selve overdragelsen. Det betyder, at det ikke er muligt for parterne først at aftale skatteforbeholdet i tilfælde af en skattesag.
• For det tredje skal de skattemæssige virkninger af skatteforbeholdet være klare og overskuelige. Det indebærer blandt andet, at skatteforbeholdet skal være udarbejdet konkret til den pågældende overdragelse, og at der i aftalen skal være taget højde for alle forhold, der kan have betydning for skatteansættelsen.
• For det fjerde skal skatteforbeholdet være gjort gældende inden for den frist, som skattemyndighederne meddeler. I tilfælde af en skattesag vil det for eksempel være inden klagefristens udløb.

Hvornår er et skatteforbehold relevant?

Der er ingen regler for, hvem der skal stå for udarbejdelsen af en refusionsopgørelse, men det vil typisk være aftalt i købsaftalen, hvem der skal udarbejde den og hvornår den senest skal være færdig.

Hvis købsaftalen indeholder bestemmelse om, at refusionsopgørelsen udarbejdes af sælger, vil det typisk være sælgers ejendomsmægler, der står for udarbejdelsen, ligesom det ofte vil være købers advokat, der står for udarbejdelsen, hvis købsaftalen indeholder et vilkår om, at køber skal sørge for en refusionsopgørelse.

Der er imidlertid ikke noget til hinder for, at sælger eller køber selv står for at udarbejde refusionsopgørelsen, når blot denne udarbejdes ud fra de beregningsmodeller, der er omtalt ovenfor, og refusionsopgørelsen er klar til den aftalte tid. Kutymen er her, at refusionsopgørelsen skal være klar mellem 7-30 dage efter overtagelsesdagen, hvor der som regel er overblik over udgifterne.

Hvad hvis ejendommen overtages før overtagelsesdagen?

Et skatteforbehold er først og fremmest relevant, når aftalen indgås mellem interesseforbundne parter, og det ikke umiddelbart er muligt at fastsætte markedsværdien af den genstand, som aftalen handler om. Et skatteforbehold kan imidlertid også være relevant i en række andre situationer, hvor der kan være tvivl om den skattemæssige virkning af vilkårene.

For eksempel kan det være relevant at indarbejde et skatteforbehold i en låneaftale, hvor der er tvivl om hvorvidt rentesatsen og tilbagebetalingsvilkårene er markedsmæssige. Tilsvarende kan det være relevant at inddrage et skatteforbehold i et gavebrev mellem familiemedlemmer, hvor gaven ikke blot er kontanter.

Få hjælp til at udarbejde skatteforbeholdet

Det er ikke uden betydning hvordan et skatteforbehold formuleres. Det kan nemlig have store konsekvenser for parterne, hvis skatteforbeholdet ikke tager højde for alle forhold i parternes aftale, som kan have en skattemæssig betydning.

Vi har stor erfaring med at udarbejde og rådgive om skatteforbehold. Hvis du har brug for hjælp til at udarbejde et dækkende skatteforbehold eller har brug for rådgivning om et eksisterende skatteforbehold, er du velkommen til at kontakte os for en uforpligtende snak.

Husk direktørkontrakten – især hvis du er eneejer

Som selskabsejer er du vant til at der er mange krav forbundet med det at drive virksomhed. Men vidste du også, at det er lovpligtigt at have en direktørkontrakt, hvis du er eneejer i selskabet? Det kan du blive meget klogere på i denne artikel, hvor der også vil blive givet nogle forslag til, hvad en direktørkontrakt bør indeholde.

Lovpligtig direktørkontrakt for ejerledere

I aktie- og anpartsselskaber vil der ofte være sammenfald mellem selskabets ejer og ledelsen i selskabet. Sådanne selskaber kalder man ofte for ”ejerledede selskaber”, fordi ejeren – udover at være ejer – også har en aktiv rolle i forbindelse med den daglige ledelse af selskabet. Ejerledelse er da også den dominerende ledelsesstruktur i Danmark. Faktisk skønnes det, at hele 7 ud af 10 danske selskaber er ejerledede.

Uanset om der er tale om et aktieselskab eller et anpartsselskab, skal selskabet ansætte en direktion. I aktieselskaber vil det være op til bestyrelsen at ansætte direktionen, mens det i anpartsselskaber vil være generalforsamlingens opgave at foretage ansættelsen.

I de tilfælde, hvor selskabets ejer er identisk med den valgte direktør, er det ifølge selskabsloven et krav, at der er en direktørkontrakt. Det skyldes, at det er et lovkrav, at alle aftaler mellem en eneejer og et selskab skal kunne dokumenteres.

Selv hvis du ikke er eneejer i selskabet, så anbefales det alligevel, at der er udarbejdet en direktørkontrakt mellem selskabet og den valgte direktør. Dels fordi en direktørkontrakt skaber nogle klare rammer for både selskabet og direktøren både under og efter ansættelsen, men også fordi, at der kan blive behov for at dokumentere ansættelsesvilkårene engang i fremtiden. Det kan for eksempel være i anledning af en tvist eller selskabets konkurs, men det kan også være, at direktørkontrakten skal bruges som dokumentation for udbetalinger fra selskabet over for skattemyndighederne.

Hvad er en direktørkontrakt?

En direktørkontrakt er kontrakten mellem et selskab og selskabets direktør, som fastlægger rammerne for samarbejdet og ofte også tiden efter samarbejdets ophør.

Da direktørens primære opgave er at varetage driften og ledelsen af selskabet, vil direktørkontrakten i de fleste tilfælde indeholde en beskrivelse af selskabets forventninger til direktøren. For eksempel vil det være normalt, at direktørkontrakten indeholder en række pligter for direktøren i relation til generalforsamlingen og/eller selskabets bestyrelse.

Direktøren er ikke omfattet af de love, der har til formål at beskytte medarbejdere, og derfor vil direktørkontrakten typisk også indeholde en regulering af de rettigheder, som direktøren og selskabet måtte være blevet enige om.

Hvad skal en direktørkontrakt indeholde?

Der er i høj grad aftalefrihed mellem selskabet og direktøren, når direktørkontrakten skal udarbejdes. I modsætning til hvad der er gældende for almindelige medarbejdere, er der nemlig ikke nogen særlige lovkrav til, hvad en direktørkontrakt skal indeholde. Direktørkontrakten vil typisk være et produkt af de forhandlinger, som selskabet og direktøren har haft, og derfor vil kontrakten også ofte være længere end almindelige ansættelseskontrakter.
Der er imidlertid en række forhold, der normalt vil være reguleret i en direktørkontrakt:

• Ikrafttræden og arbejdssted
• Ansvarsområder og kompetencer
• Løn, bonus og lønforhandling
• Pension
• Arbejdsomfang og anden beskæftigelse
• Ferie og fridage
• Kompetenceudvikling og efteruddannelse
• Graviditet, barsel og adoption
• Sygdom og barns sygdom
• Personalegoder
• Firmabil
• Rejser og repræsentation
• Opfindelser
• Ophør og opsigelse
• Tavshedspligt
• Konkurrence- og kundeklausul
• Misligholdelse og håndtering af tvister

Få hjælp til at udarbejde direktørkontrakten

Uanset om du ejerleder eller selv har ansat en direktør, er det vigtigt, at der i direktørkontrakten er taget højde for de forhold, der har eller kan få betydning for driften af selskabet. Derfor kan det ofte være en god investering at få hjælp af en advokat til at udarbejde direktørkontrakten.
Er du i tvivl om, hvorvidt du har brug for en direktørkontrakt, eller har du brug for hjælp til at udarbejde en direktørkontrakt, er du velkommen til at kontakte os for nærmere rådgivning.